BSB ståleventyret begyndte i en hestestald i den lille sydøstjyske by Binderup Strand, hvor brødrene Benny og Bjarne Elneff knoklede løs med at lave stumper til LM Wind Power. På blot 21 år er det lykkedes at udvikle og vækste virksomheden, så den i dag omsætter for over en halv milliard kroner og har flere end 250 ansatte på fabrikkerne i Danmark og Polen.
- Benny og Bjarne Elneff har sammen med partnerne Teddy Norsgaard Jørgensen og Claus Iwersen, samt ikke mindst alle de dygtige medarbejdere, gjort det helt fantastisk. Man kan kun være dybt imponeret af det væksteventyr, de har skabt sammen, fortæller bestyrelsesformand Jesper Knudsen, der glæder sig over, at det er lykkedes at tiltrække to erhvervsledere med tung erfaring til BSB Groups bestyrelse.
- Carsten Raunsbæk og Per Lyngaa har begge mange års erfaring med topledelse og forretningsudvikling set i et internationalt perspektiv. De har bevist, at de kan og er nøje udvalgt til bestyrelsen. Vi glæder os til at trække på deres erfaring i udviklingen af BSB Group, understreger bestyrelsesformanden.