Bag kåringen står Spar Nord og BDO, der med erhvervsprisen ”Succesvirksomhed 2021” anerkender og hylder virksomheder i dansk erhvervsliv, der er lykkedes med at skabe vækst, har et kontinuerligt drive og bidrager til positiv udvikling i dansk økonomi som helhed.
- BSB Group er beviset på en dansk succeshistorie. De har leveret solide resultater og høj vækst år efter år. De er en foregangsvirksomhed, der skaber nye arbejdspladser og udvikling lokalt og nationalt. De har klaret det lange, seje træk. For det skylder vi tak og respekt, fortæller Peter Ugilt, der er erhvervskundechef for storkunder i Spar Nord.
I BSB Group er CEO Teddy Norsgaard Jørgensen naturligvis stolt over kåringen. Æren for prisen tøver han ikke med at give videre til virksomhedens dygtige medarbejdere i hele organisationen.
- Det er først og fremmest medarbejdernes fortjeneste, at vi er kåret som en af årets succesvirksomheder. De tager ansvar og arbejder konstant på at gøre det lidt bedre i dag end i går. De løfter i flok og giver den en skalle, når vi har travlt. Medarbejderne er fundamentet for vores succes, og jeg er både imponeret og stolt af at stå i spidsen for vores dygtige ansatte i produktionen og på kontorgangene, fortæller Teddy Norsgaard Jørgensen, der modtog prisen sammen med Partner og CFO Claus Iwersen.