Der er ingen risiko for, at der pludselig ikke er noget at gøre, når det gælder dagsordenen med bæredygtighed. Der vil altid dukke nye udfordringer op, lyder det fra Winnie Fedders, der arbejder med at gøre BSB Industry endnu mere bæredygtig, skridt for skridt.
Artiklen er skrevet af journalist Henrik Kruse og bragt i mediet Erhvervsliv Trekanten.
Bevægelsen frem mod en mere bæredygtig forretning fik et ekstra skub, da Winnie Fedders for fire år siden blev ansat til at stå i spidsen for arbejdet med kvalitet og miljø hos BSB Industry, som primært er underleverandør til vindmølleindustrien, hvor der blandt andet fremstilles stålfundamenter.
Men selv om metal-virksomheden er med i front, når det gælder bæredygtighed, så er der ingen risiko for, at hun pludselig ikke har nogen arbejdsopgaver.