27. oktober 2022

Ny CEO er på plads hos BSB Group

Morten Krusborg tiltræder 1. november som administrerende direktør i BSB Group i Lunderskov. Med sig ind i jobbet bringer han solid ledelseserfaring fra store, internationale koncerner, hvor han har haft det overordnede ansvar for såvel drift som udvikling, salg, indkøb og supply chain solutions.

Ny CEO er på plads hos BSB Group

BSB Groups nye CEO overtager posten fra Per Lyngaa, der har fungeret som interim CEO siden februar 2022. Han vender nu tilbage til sin post som bestyrelsesmedlem i stålvirksomheden, hvor de glæder sig over, at det lykkedes at hente 47-årige Morten Krusborg ind til den ledige stilling som CEO.

- Morten har præcis de menneskelige og faglige kvaliteter, vi har ledt efter. Han har relevant erfaring inden for stålindustrien, teknisk indsigt, ambitioner og en uhøjtidelig ledelsesstil, hvor man taler åbent om tingene uden at gå op i titler, fortæller Jesper Knudsen, der er formand for bestyrelsen i BSB Group.

Kommerciel indsigt skal indfri ambitiøs strategiplan

Vækstsambitionerne er tårnhøje i BSB Group, og i bestyrelsens valg af Morten Krusborg som ny CEO har hans stærke kommercielle indsigt spillet en helt central rolle.

- Med Morten i spidsen for BSB Group har vi fået en CEO, der har international erfaring, kapacitet og know how til at sidde for enden af forhandlingsbordet, når vi er i dialog med store potentielle kunder, leverandører og samarbejdspartnere inden for vindindustrien og den øvrige industri. Mortens kommercielle baggrund har været vigtigt for os og bliver afgørende for at indfri vores ambitiøse strategiplan, understreger formanden.

Morten Krusborg / CEO BSB Group

"Jeg glæder mig til at få hele kulturen ind under huden og bidrage til udviklingen af virksomheden. Med min erfaring og værktøjskassen under armen, tror jeg på, at jeg kan være med til at fintune og udvikle en meget veldreven virksomhed."

Morten Krusborg / CEO BSB Group

Hjem til rødderne i industrien

Morten Krusborg er født og opvokset på en gård i en familie af selvstændige erhvervsdrivende. Han lærte tidligt at smøge ærmerne op og arbejde målrettet for at opnå de ting i livet, han drømte om.

Han startede sin karriere på gulvet i en produktionsvirksomhed. Siden læste han videre og tog blandt andet en MBA i strategiske ledelse. Arbejdslivet har ført ham gennem spændende stillinger hos blandt andre Bonus Energy, Siemens og Semler, inden han altså nu vender hjem til rødderne som CEO i stålgiganten BSB Group.

- BSB Group er en spændende virksomhed med en dygtig ledergruppe og kompetente medarbejdere i både Danmark og Polen. Jeg glæder mig til at få hele kulturen ind under huden og bidrage til udviklingen af virksomheden. Med min erfaring og værktøjskassen under armen, tror jeg på, at jeg kan være med til at fintune og udvikle en meget veldreven virksomhed, fortæller Morten Krusborg.

Målet er at skabe mest muligt værdi for kunderne

Han ser frem til at arbejde i en produktionsvirksomhed, hvor han kan holde fokus på hele værdikæden fra engineering til indkøb, produktion og supply chain solutions.

- BSB Group har et godt ry i markedet. Kunderne ved, at de får høj leveringssikkerhed og den rigtige kvalitet. Sammen med vores dygtige medarbejdere glæder jeg mig til at møde kunderne, lære dem at kende og forstå deres behov. På den måde kan vi bedst muligt optimere vores løsninger og skabe mest muligt værdi for kunderne, forklarer Morten Krusborg, der ser lyst på mulighederne for BSB Group.

- Til trods for krigen i Ukraine, stigende inflation og tårnhøje stålpriser tror jeg, at der ligger et vækstpotentiale lige for snuden af os. Vi skal blot holde fast i vores sunde værdier og være klar til at investere i nye markeder. Her har jeg heldigvis bestyrelsens opbakning og rygdækning til at komme ud over stepperne, siger en forventningsfuld CEO.

Morten Krusborg er 47 år. Han er gift og har to børn på 15 og 17 år. Privat bor han i Grindsted.

Kontakt

Morten Krusborg
CEO

Morten Krusborg

Bliv ringet op

Har du spørgsmål om produkter og løsninger, eller ønsker du et uforpligtende tilbud?

Tak for din henvendelse. Vi kontakter dig hurtigst muligt.